Lindberg & Kleis inspicerer FMS Esbjerg

22. juni 2017

Dette indlæg er skrevet af Camilla Lindberg

Sidste stop på uddannelsestoget er FMS Esbjerg a.k.a. maskinmesterskolen, som vi var så heldige at få til byen tilbage i 2014.

Det første jeg studser over er sikkerhedsniveauet på skolen – da vi ankommer, er døren låst og vi skal ringe på en lille klokke for at gøre opmærksomme på, at vi er her. Efter at være blevet godkendt (på udseendet vel og mærket – godt vi ikke ligner nogle farlige tyveknægte!!), får vi et gæsteskilt hver, som giver os adgang til at være i bygningen. Rimelig Fort Knox agtig, men det gør nu skolen lidt mere interessant, når man ved, at udefrakommende ikke bare kan vade ind.

Personligt, glæder jeg mig til at komme ind til nogle ”rigtige” mænd med skægstubbe og sod på hænderne.

Desværre er det en hær af afvaskede og veltrimmede ansigter som møder os, da vi træder ind på FMS Esbjerg😢😉

Vi starter snakken med et hold drenge om, hvad der karakteriserer de studerende her på uddannelsen.  Én ting, som samler dem, er i hvert fald interessen for at ”fixe” ting – om det så er biler, elektronik eller køkkenvasken. Mine tanker går straks tilbage til julekalenderen ’Brødrene Mortensens Jul’ og Thomas Ejes geniale replik

Jeg piller ikke, jeg reparerer

fremlagt på godt sønderjysk. Jeg spørger drengene om det ligesådan her eller om de rent faktisk har styr på det? 🤔

De har styr på det, mener de selv – der bliver i hvert fald fra uddannelsens side lagt stor vægt på, at man selv skal kunne meget af det praktiske, før man overhovedet får lov til at starte. Det betyder, at hvis man ikke er uddannet håndværker og fx kommer direkte fra gymnasiet, skal man først 9 måneder på værkstedsskole 🛠📝

Jeg havde en idé om, at der var utrolige mange praktiske fag på maskinmesteruddannelsen, men drengene fortæller mig, at det uden tvivl er teorien, som fylder mest. Når de kommer ud på arbejdsmarkedet skal de nemlig typisk ud i lederstillinger og det er derfor ikke kun hænderne, som skal være skruet godt på 🤓 Det betyder, at de også har fag som ledelse, jura og økonomi, som jeg ikke havde den fjerneste anelse om, at man skulle have som maskinmester.

Snakken falder herefter på jobmulighederne her i Esbjerg og der er bred enighed – det er ultra relevant for dem at studere tæt på offshore virksomhederne, men oliepriserne skal lige stige igen, så efterspørgslen på maskinmestre følger med. Vi krydser fingre!🤞

Da vi endnu ikke har set en eneste dame, er vi lidt nysgerrige på fordelingen af mænd og kvinder. Vi får at vide, at der kun er 4 damer på FMS Esbjerg. Tobias og jeg kigger på hinanden og er enige – Challenge accepted! – vi skal på damejagt! 👩←🏃Jagten fører os ned i kælderen til værkstedsskolen og vi må på med en smart sikkerhedssko, før vi får lov at bevæge os udenfor de gule linjer ⚠

Her møder vi dagens første dame, som med hendes lyse lange lokker ikke just ligner en, der hører hjemme her. Hun er i fuld gang med at skære, slibe eller bore i et eller andet (I kan godt høre, at undertegnede ikke er håndværker), men vi får hende mindre elegant afbrudt med lidt armviften og overgearede ansigtsudtryk.

På trods af, at hun er én ud af kun fire kvinder på uddannelsen, er hun godt tilfreds. Hun er nemlig en af de kvinder, som hellere vil omgås mænd og hader når det bliver lidt for meget en hønsegård! Og det er noget undertegnede sagtens kan relatere til. Vores dame er ligesom sine medstuderende også meget teknisk anlagt og ser faget som sit kald efter hun i mange år havde prøvet at finde den rette hylde.

Når hun ikke er i værkstedet, bliver fredagsbaren også flittigt brugt. Så drenge, hvis I ligesom Barney Stinson, kan lide en udfordring, så er det Maskinmesterskolens fredagsbar, I skal hoppe i.

Vi siger farvel og tak til FMS Esbjerg, afleverer vores sikkerhedsskilte og vurderer dagens besøg:

  1. Maskinmester studerende er alt for velsoignerede!! 👱
  2. De elsker at pille i ting, undskyld, reparere. Så smut over på FMS Esbjerg, næste gang du har et teknisk uheld! 🛠🙋
  3. Kvinder er en sjælden race, når man, selv på en god dag, kun kan finde en enkelt 😲

/Camilla Lindberg

Mette er klar til at hjælpe dig!

Skriv til hende på facebook, mail eller ring på +45 36 97 35 14

Mette arbejder for Studiebyen og kan hjælpe dig med tips og gode råd